Vestas rykker op til target 175

Torsdag i sidste uge brød Vestas kursmæssigt sit store tekniske modstandsområde i intervallet 135-140, hvilket efterfølgende resulterede i en markant stigning i aktiekursen. Således lukkede aktiekursen torsdag i kurs 146, og fredag testede kursen så i overkanten af kurs 150 niveauet. Teknisk set er aktiekursen på Vestas nu brudt ud af et større handelsinterval de seneste 3 år med kurs 135-140 i toppen, hvilket bør indikere, at aktiekursen skal højere.
Næste større modstandsområde i aktien befinder sig nu oppe omkring kurs 175-200 niveauet, men teknisk set er der meget, der tyder på, at stigningspotentialet i aktien langsigtet kan vise sig at være betydeligt større. Mere langsigtet åbner sidste uges brud således i bedste fald op for en test af det meget markante tekniske modstandsområde, som befinder sig helt oppe omkring kurs 280-300 niveauet.
Inden den tid kan der dog nå at løbe meget vand i åen, så her og nu forholder vi os til, at det næste større modstandsområde i aktien kommer ind omkring kurs 175-200 niveauet. Sidste uges brud af punktet 135-140 var understøttet af flere positive forhold. Således kom det frem, at Frankrigs største producent af atomkraftværker, Areva, i sidste uge købte 21 pct. af aktierne i den tyske vindmølleproducent REpower, hvilket naturligvis øger spekulationerne om en øget konsolidering i sektoren.
Efterspørgslen efter vindmøller global set er i dag så stor, at det ikke længere er købers marked, men derimod sælgers, hvilket utvivlsomt lokker andre og større aktører ind på banen. Yderligere kom det i torsdags også frem, at en af verdens største kapitalforvaltere, Fidelity Investment, havde bragt sin ejerandel i Vestas op på over 5 pct.
FinansNyt fastholder sit positive syn på Vestas, og rykker vores langsigtede kurstarget på aktien op til 175. Vi ønsker dog at understrege, at risikoen i aktien fortsat er meget høj, og vi imødeser positivt nyt fra selskabet i forbindelse med offentliggørelsen af 3. kvartals regnskabet den 24. november, der kan retfærdiggøre opjusteringen af vores langsigtede kurstarget til nu 175.

Dato: 3. oktober 2005

Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. I Tidsskriftet FinansNyt Aktier får du uvildige handelsanbefalinger og porteføljerådgivning. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 1.900,00 + moms.