Vestas overraskede positivt
4. april 2006
Hvis vi starter med det positive først, så formåede Vestas trods offentliggørelsen af et underskud i 2005 på 1382 mio. kr. før skat samt meddelelsen om en kapitaludvidelse på 1,4 mia. kr. at stige ca. 8 pct. umiddelbart på offentliggørelsen for i torsdags at stige med yderligere knap 8 pct., hvilket for alvor er ved at bringe en test af modstandspunktet omkring kurs 160 indenfor rækkevidde. Når Vestas ovenpå offentliggørelsen af et underskud før skat på næsten 1,4 mia. kr. samt en kapitaludvidelse på stort set det samme beløb formåede at stige 15-20 pct. i sidste uge, skyldes det efter FinansNyts vurdering, at selskabets cashflow var betydelig bedre end ventet, ligesom at den stigende ordrebeholdning foregår til stigende priser, hvilket tilsammen bestemt er en positiv kombination.
Yderligere viste regnskabsoffentliggørelsen, at Vestas nettoarbejdskapital ultimo 2005 var bragt ned på 14 pct. af omsætningen, hvilket var betydelig lavere end vores forventninger omkring de 30 pct. Men ikke nok med det, denne positive udvikling satte fornyet gang i spekulationerne om Vestas som en mulig overtagelseskandidat, hvilket dermed hældte endnu mere benzin på bålet.
Efter FinansNyts vurdering tyder regnskabsoffentliggørelsen samt udmeldingerne fra Ditlev Engel i stigende grad på, at Vestas er ved at være igennem det værste, hvilket fremover vil øge fokuseringen på strategiplanen The Will to Win. Ledelsen i Vestas slås dog fortsat med gamle problemer herunder garantireparationer. I 2005 hensatte Vestas 1,6 mia. kr. til dette formål og i 2006 kommer Vestas ifølge Ditlev Engel igen til at hensætte alt for meget til renovering og udskiftning af komponenter på denne konto, uden han dog vil sætte tal på.
Et andet problem som Vestas kan komme til at slås med er, at selskabets største gear-leverandør, Hansen, for nylig blev solgt til en konkurrent. Hvad dette eventuelt kan komme til at betyde for såvel prisen samt volumen er bestemt noget usikkert, men at en konkurrent ejer en af Vestas største leverandører, er naturligvis næppe positivt.
Alt i alt tyder sidste uges regnskabsoffentliggørelse dog på, at de langsigtede udviklingsmuligheder for Vestas er begyndt at se noget lysere ud. FinansNyt ønsker dog at se 1. kvartals regnskabsoffentliggørelsen fra Vestas den 16. maj for at få bekræftet den positive udvikling i henholdsvis cashflow, nettoarbejdskapital samt de stigende ordrepriser, inden vi eventuel vælger at rykke aktien op til outperform på vores anbefalingsliste. Men der skal ikke herske tvivl om, at det, vi så i sidste uge fra Vestas, kan være begyndelsen til noget større.
Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. I Tidsskriftet FinansNyt Aktier får du uvildige handelsanbefalinger og porteføljerådgivning. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 2.000,00 + moms.
|