|
Vestas’ halvårsresultat skuffer trods sejlivet sejrsvilje
Vestas offentliggjorde i sidste uge et skuffende resultat for 1. halvår, men troen på, at Vestas med Ditlev Engel i spidsen vil lykkes med den store strategiplan The Will to Win, lever efter vores vurdering i bedste velgående, og havde det ikke været for den, var aktiekursen på Vestas ovenpå det lidt skuffende halvårsregnskab sandsynligvis blevet handlet noget længere ned, end tilfældet blev.
Umiddelbart blev aktiekursen på Vestas sendt en kortvarig tur i overkanten af kurs 100 niveauet, men her var købsinteressen stor. Godt nok valgte ledelsen at opjustere omsætningsforventningerne til året som helhed med ca. 8 pct. til nu 3,2-3,4 mia. euro grundet den generelt positive markedsudvikling og med en uforandret EBIT-margin på ca. 4,0 pct. for hele 2005, så forventer FinansNyt nu, at Vestas kommer ud af indeværende regnskabsår med et overskud før skat i størrelsen 400-500 mio. kr. Den stigende salgs- og produktionsaktivitet i 1. halvår har dog generelt skabt kapacitetsproblemer hos en række af Vestas’ vigtigste komponentleverandører, hvilket kan vokse sig til et mere alvorligt problem, hvis ikke det hurtigt løses.
Ledelsen meddelte, at en større organisationsomlægning var planlagt, og her var det målsætningen at reducere personalestaben med ca. 625 medarbejdere, primært i administrative dobbeltfunktioner. Yderligere blev det meddelt, at arbejdet med implementeringen af strategiplanen The Will to Win forløber som planlagt, og hvor netop et af de vigtigste initiativer er igangsættelsen af en altomfattende effektiviseringsindsats, der skal sikre en betydelig forbedring af koncernens overskudsgrad.
FinansNyt har store forventninger til, at netop dette lykkes i løbet af de kommende 12 måneder, blandt andet fordi vi tror, at de høje energipriser kombineret med PTC-forlængelsen i USA er ved at skabe, eller allerede har skabt, et sælgers marked indenfor vindmøllesektoren, hvilket vil vise sig i form af en markant forbedret margin udvikling de kommende 12 måneder.
Således forventer FinansNyt p.t., at Vestas i 2006 kommer til at præstere et overskud før skat i overkanten af 1,5 mia. kr., hvilket vel og mærke kommer til at ske på baggrund af en stigning i omsætning på ikke meget over 10 pct. Vi forventer således, at margin udviklingen fra det nuværende niveau omkring 4,0 pct. fremover hastigt vil forbedres til om 12 måneder fra nu at befinde sig omkring 6,5-7,0 pct. I takt med at dette sker, vil markedet i stigende grad begynde at tro på Ditlev Engels strategiplan frem til 2008, hvor ambitionen er at opnå en margin på 10 pct. Hvis Engels strategiplan The Will to Win i store træk viser sig at komme til at holde, er der efter FinansNyts vurdering udsigt til noget, der ligner en fordobling af aktiekursen på Vestas frem til 2008.
Godt nok må risikoen i aktien i dag betragtes som værende høj, men på den anden side er der så sandelig også et stort kursmæssigt potentiale at komme efter, hvis Vestas som ventet de kommende år lykkes med sin plan.
FinansNyt fastholder et langsigtet positivt syn på Vestas, ligesom at vi indtil videre fastholder vores langsigtede kurstarget.
Dato: 30. august 2005
Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. I Tidsskriftet FinansNyt Aktier får du uvildige handelsanbefalinger og porteføljerådgivning. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 1.900,00 + moms.
|