TDC bød i sidste uge sammen med Vodafone på Polkomtel

I sidste uge meddelte TDC, at selskabet sammen med Vodafone havde tilbudt at købe yderligere 45,8 pct. af det polske mobilselskab Polkomtel for ca. 16 mia. kr. TDC ejer i forvejen sammen med Vodafone 39,2 pct. af aktierne i Polkomtel, ligeligt fordelt med 19,6 pct. til hver. Skulle aktionærerne i Polkomtel acceptere TDC og Vodafones tilbud kommer de to selskaber sammen til at eje 85 pct. af aktierne i Polkomtel. Det er ganske indlysende, hvorfor TDC og Vodafone ønsker at sætte sig noget stærkere på det polske mobiltelefonmarked. Med omkring 38 mio. indbyggere, hvoraf kun lidt over halvdelen i dag har en mobiltelefon, er der således udsigt til en kraftig vækst indenfor mobiltelefoni i Polen de kommende år. Polkomtel har i dag ca. 7 mio. kunder og en markedsandel på ca. 32 pct. Skulle TDC og Vodafone således lykkes med deres købstilbud på Polkomtel, er det utvivlsomt positivt for selskaberne.
Efter aktiekursen på TDC i nogen tid var blevet afvist på modstandsområdet mellem kurs 265-268, brød kursen i sidste uge igennem, hvilket teknisk set meget vel kan åbne op for en test af det mindre modstandsområde, som befinder sig mellem kurs 280 og 285 niveauet. Skulle aktiekursen på TDC også have kræfter til at bryde dette område, venter et væsentlig større modstandspunkt i kurs 300-305 niveauet.
Efter FinansNyts vurdering kommer dette tekniske modstandspunkt sandsynligvis til at volde aktien store problemer, hvorfor hel eller delvis profithjemtagning i aktien skal overvejes. TDC er regnskabsaktuel på torsdag i denne uge, og lever TDC op til de høje markedsforventninger, kan det meget vel være det, der sender aktien op i en test af det store modstandspunkt omkring kurs 300-305. I FinansNyt 19-2005 valgte vi at rykke TDC ned fra outperform til match på vores anbefalingsliste, idet aktiekursen dengang stort set handlede på vores langsigtede kurstarget på 275, men også fordi TDCs regnskab for 1. kvartal viste en noget skuffende tilbagegang af forretningen i Schweiz. Således faldt omsætningen i Schweiz med 3 pct. i 1. kvartal, og det bliver naturligvis spændende at se, hvordan TDC Switzerland har klaret sig i 2. kvartal, hvilket meget vel kan få relativ stor betydning for kursudviklingen på TDC.
I uge 19 handlede KFX-indekset omkring kurs 314, svarende til at indekset siden da er steget med ca. 12 pct., mens TDC kun er steget med ca. 1 pct., så vores nedjustering af TDC i uge 19 er indtil videre forløbet helt tilfredsstillende.

Dato: 1. august 2005

Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 1.900,00 + moms.