|
Sur markedsstemning sender Novozymes ned trods opjustering
Novozymes offentliggjorde i sidste uge et pænt 3. kvartalsresultat. Således steg resultatet før skat til 885 mio. kr. svarende til en stigning på 13 pct. i forhold til samme periode sidste år. En del af stigningen skyldes dog den stigende dollarkurs, hvilket dermed fik ledelsen til at opjustere forventningerne til året som helhed en smule. Således blev forventningerne til væksten i resultatet af den primære drift opjusteret fra tidligere 8 pct. til nu 9 pct. og resultatet efter skat forventes nu at stige til 10-11 pct. mod tidligere 9-10 pct. Sidst men ikke mindst besluttede ledelsen at øge aktietilbagekøbet i indeværende år med yderligere 200 mio. kr., således at det samlede aktietilbagekøb for indeværende år bliver op til 1050 mio. kr.
Ved den nuværende prisfastsættelse er Novezymes bestemt ikke noget røverkøb, idet aktien p.t. handler til en p/e på næsten 27 for indeværende år. Kvaliteten i aktien er bestemt meget høj, men efter FinansNyts smag er kvaliteten alligevel ikke så høj, hvorfor vi vælger at fastholde aktien på vores anbefalingsliste under match. Når en aktie generelt handler til en p/e på 25 eller højere, er der efter FinansNyts erfaringer generelt god grund til at blive noget mere skeptisk for udviklingen, blandt andet fordi der ofte ikke er levnet plads til selv den mindste negative nyhed fra selskabet.
Dato: 31. oktober 2005
Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. I Tidsskriftet FinansNyt Aktier får du uvildige handelsanbefalinger og porteføljerådgivning. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 2.000,00 + moms.
|