Stor skuffelse fra Lundbeck

2. april 2007

Højst overraskende og meget skuffende meddelte ledelsen i Lundbeck i sidste uge, at selskabet stopper det fælles udviklingsprogram med Merck & Co for søvnmidlet Gaboxadol, som befandt sig i klinisk fase III. Så sent som for 3 uger siden var Lundbeck regnskabsaktuel, og dengang så ledelsen meget lyst og positivt på mulighederne i Gaboxadol. Lundbecks i forvejen ikke alt for brede produkt pipeline blev således med et slag hårdt ramt, da selskabets næste forventede blockbuster blev skrottet. Således meddelte Lundbeck, at data for nyligt afsluttede kliniske undersøgelser tyder på, at den overordnede kliniske profil for Gaboxadol mod søvnløshed ikke giver grundlag for videre udvikling.
Skuffelsen fra Lundbeck var bestemt til at tage at føle på, idet markedsdeltagerne umiddelbart handlede aktien ned med over 15 pct. Det er bestemt fristende at følge markedsstemningen og anbefale et salg af aktien nu, men på den anden side skal man nok være lidt forsigtig med at undervurdere ledelsen i Lundbecks efterfølgende klare udmeldinger om, at man ovenpå sidste uges skuffelse er villig til at bruge i størrelsen 20 mia. kr. til opkøb for at sikre selskabets langsigtede eksistensberettigelse på egne ben. Skulle det i løbet af de kommende 3-9 måneder ikke lykkes at finde en eller flere egnede opkøbskandidater, forventer FinansNyt at ledelsen i Lundbeck må give kald på denne strategi for i stedet at indgå i en større fusion.
Vores holdning er derfor, at indenfor de kommende 12 måneder kommer der sandsynligvis til at ske markante ændringer i positiv retning for Lundbeck i forhold til selskabets nuværende meget pressende situation. Indtil da må det ventes, at aktiekursen vil være under pres. Efter sidste uges markante kursfald forventer vi, aktien gradvist vil etablere et nyt handelsinterval i niveuaet 120 i bunden og 135 i toppen. Ovenpå selskabets årsregnskab samt positive udmeldinger til fremtiden valgte FinansNyt i uge 11 at rykke aktien op til outperform på vores anbefalingsliste under overskriften Lundbeck på vej ud i solen efter 4 år i skyggesiden. Desværre ser det ud til, at Lundbeck bliver i skyggen, i hvert fald nogen tid endnu, men som vi netop har argumenteret for, forventer vi indenfor de kommende 12 måneder, at der kommer til at ske større ændringer med selskabet, hvilket vi har svært ved at se andet, end skulle være positivt på længere sigt. Her og nu er selskabet dog presset i knæ, hvilket har øget risikoen i aktien betydeligt. De kortsigtede argumenter for at fasholde på Lundbeck på outperform er væk, og da der nu hersker stor usikkerhed og tvivl om, hvilken strategisk træk ledelsen vælger, rykker vi aktien ned til match igen, indtil vi ved mere om, hvilken vej vinden blæser.

Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. I Tidsskriftet FinansNyt Aktier får du uvildige handelsanbefalinger og porteføljerådgivning. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 2.200,00 + moms.