Skuffende opjustering fra ØK

I forbindelse med offentliggørelsen af selskabets halvårsregnskab opjusterede ledelsen i ØK helt som ventet forventningerne til resultatet for året som helhed. Opjusteringen var dog noget mindre end ventet, hvilket dermed umiddelbart resulterede i et større kursfald i aktien. Således blev aktiekursen sendt en hurtig tur ned fra omkring kurs 470 niveauet til lige i underkanten af kurs 450 niveauet. Kursen rettede sig dog i løbet af dagen noget igen, for at ende i et niveau omkring kurs 460.
Efter FinansNyts vurdering kom sidste uges reaktion ikke specielt overraskende, idet vi flere gange på det seneste har argumenteret for, at aktiekursen på ØK efterhånden er kommet så højt op, at næsten uanset hvad kan aktien kun skuffe. Når aktien som i dag handler til en p/e på over 30 for indeværende år, er der efter vores vurdering ikke levnet plads til, at noget som helst går galt.
Ikke fordi FinansNyt som sådan forventer, at noget er ved at gå galt – vi har stadig den største tillid til ledelsen i ØK med Mark Wilson i spidsen – men trods hans dygtige evner er det alligevel ikke alt, han kan styre. Eksempelvis kan vi se, at sidste uges opjustering af forventningerne til året som helhed på 20 mio. kr. primært skyldes, at dollaren indtil videre i år har befundet sig på et højere niveau end ventet. Skulle dollaren, som alene i sidste uge blev svækket med ca. 3 pct., fortsætte denne tendens, kan det på lidt længere sigt nemt komme til at få en negativ effekt for ØK, hvilket eksempelvis er en udvikling, som Mark Wilson ikke er så meget herre over.
FinansNyt forventer fortsat, at ØK ender med at præstere et primært driftsresultat på den rigtige side af 400 mio. kr. for indeværende år, men det er efter vores vurdering også allerede indregnet i den nuværende aktiekurs. ØK er en god kvalitetsaktie, men også selv sådan en kan efter vores vurdering blive prisfastsat for dyrt.

Dato: 5. september 2005

Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. I Tidsskriftet FinansNyt Aktier får du uvildige handelsanbefalinger og porteføljerådgivning. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 1.900,00 + moms.