|
RTX Telecom fortsætter den positive nyhedsstrøm
Helt som ventet bød offentliggørelsen af RTX Telecoms forskudte halvårsregnskab for regnskabsåret 2004/05 ikke på de store regnskabsmæssige overraskelser. I forhold til samme periode sidste år steg nettoomsætningen dog til 125,2 mio. kr. fra 72,9 mio. kr. og ledelsen forventer uændret en nettoomsætning for året som helhed på 270-310 mio. kr. samt et resultat før skat og finansielle poster på -10 mio. kr. til +10 mio. kr.
Da selskabet fortsat investerer betydelige ressourcer i fremadrettet egenudvikling og markedsføring må dette fortsat forventes at belaste driften i den resterende del af regnskabsåret 2004/05. Ledelsen forventer dog, at indtjeningsgrundlaget fra egne produkter i de følgende år vil blive styrket som følge af denne udvikling. FinansNyt forventer at udviklingen i 2. halvår af indeværende regnskabsår allerede vil begynde at udvise en pæn forbedring, mens regnskabsåret 2005/06 for alvor kommer til at byde på en væsentlig mere markant indtjeningsudvikling.
I forbindelse med regnskabsoffentliggørelsen kunne ledelsen i RTX Telecom ganske positivt meddele om det ikke tidligere offentliggjorte samarbejde med Microsoft, samt at dette samarbejde fremover vil blive udvidet betydeligt. Således har RTX den 25. maj modtaget en ny to-cifret millionordre om betydelige leverancer af testinstrumenter og testudstyr til Microsoft.
FinansNyt fastholder sit langsigtede positive syn på RTX Telecom, ligesom at vi indtil videre fastholder vores kurstarget på 75.
Dato: 30. maj 2005
Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 1.900,00 + moms.
|