|
Regnskab som ventet fra A.P. Møller Gruppen
I store træk levede årsregnskabet fra A.P. Møller Gruppen i sidste uge op til markedskonsensus. FinansNyt havde dog noget optimistisk sat næsen op efter en smule mere, men også vi er grundlæggende fint tilfredse med resultatet. Alt i alt er A.P. Møller Gruppen gennemsund kvalitet, men på den anden side, er der en aktiekurs omkring vores langsigtede kurstarget på 55.000. Den største skuffelse for FinansNyt i forbindelse med regnskabsoffentliggørelsen var, at selskabet får mindre ud af den stærkt stigende oliepris, end vi havde sat næsen op efter. Den lave dollarkurs samt stigende udgifter til vedligeholdelse af borerigge samt til at pumpe olien op har større negativ effekt, end vi havde regnet med. Denne negative tendens forventer ledelsen ligefrem tager en smule til i 2005.
Efter FinansNyts vurdering er det overvejende sandsynligt, at aktiekursen på A.P. Møller – Mærsk B ovenpå sidste uges regnskabsoffentliggørelse fanges i en ny periode med range trading. Vores bud er, at aktiekursen fanges i et handelsinterval mellem omkring kurs 50.000 i bunden og 57-58.000 i toppen. Da FinansNyt fastholder sit synspunkt fra tidligere om, at fragtraterne i løbet af 2006 ventes at korrigere en smule fra de nuværende meget høje niveauer kombineret med, at vi ikke så noget i årsregnskabet for 2004 eller forventningerne til 2005, der umiddelbart kan retfærdiggøre, at vi rykker vores langsigtede kurstarget yderligere op, tager vi konsekvensen af dette og rykker A.P. Møller – Mærsk B en tur ned til match på vores anbefalingsliste.
Langsigtet er det positivt, at A.P. Møller Gruppen som meddelt vil skrue op for investeringerne, da dette medvirker til at sikre de langsigtede vækstmuligheder i selskabet, mere kortsigtet kan man dog godt argumentere for, at de øgede investeringer her og nu øger risikoen i aktien, indtil der er skabt mere vished om og overblik over de planlagte investeringer i størrelsen 25-30 mia. kr.
Efter en stærk kursmæssig periode i aktien, der har sendt aktiekursen op i FinansNyts langsigtede kurstarget på 55.000, er det efter vores vurdering nu ved at være tid for en periode med range trading, som for den mere kortsigtede investor kan åbne op for nogle gode handelsmuligheder.
Dato: 4. april 2005
Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 1.900,00 + moms.
|