Overraskende flot halvår for Novo Nordisk gav opjustering
7. august 2006
Novo Nordisk offentliggjorde i sidste uge et overraskende flot halvårsregnskab, der medførte en opjustering af forventningerne til året som helhed. Solid fremgang over stort set hele linjen medførte således, at markedsforventningerne om et resultat af den primære drift på 4,15 mia. kr. blev overgået med hele 350 mio. kr. i 1 halvår til et resultat af den primære drift på lidt over 4,5 mia. kr., mens omsætningen blev knap 400 mio. kr. højere og havnede på 18,7 mia. kr.
Denne overraskende stærke udvikling fik ledelsen til at opjustere de samlede forventninger til året som helhed. Således forventer ledelsen nu en stigning i den samlede omsætning for året som helhed på 13-15 pct. mod tidligere forventet 11-13 pct., mens estimatet til resultatet af den primære drift blev løftet fra tidligere 10 pct. til nu 13 pct. Med en vækst i omsætningen på 20 pct. i første halvår virker ledelsens forventninger trods sidste uges opjustering faktisk fortsat noget konservative, hvilket taler for, at endnu en opjustering til indeværende års resultat meget vel kunne være gemt i ærmet. For FinansNyts var vores fokus specielt rettet mod udviklingen i NovoSeven, efter salget i 1. kvartal skuffede noget. Blødermidlet viste dog igen solide takter i 2. kvartal med en salgsfremgang på 19 pct., hvilket dermed bragte midlet tilbage på det positive spor. Som tidligere nævnt var fremgangen i 1. halvår bredt funderet over hele linjen. Således bød salget af insulinanaloger på en vækst på hele 59 pct., mens salget af diabetesmedicin steg med 21 pct.
Også i USA var salgsfremgangen bredt funderet. Salget af Novoseven steg med 41 pct. i 1. halvår, ligesom det nyintroducerede langtidsvirkende Levemir viser klare tegn på at være kommet godt fra start. Ifølge Lars Rebien Sørensen er Levemir allerede oppe på 5 pct. af nyudstedte recepter på basale insulinanaloger i USA, og det nyintroducerede produkt vinder fortsat markedsandele. Efter FinansNyts vurdering lover den meget solide og bredt funderede udvikling i Novo Nordisk godt for fremtiden. Dette krydret med at ledelsens forventninger til året som helhed trods sidste uges opjustering efter vores vurdering forsat befinder sig i den konservative ende, hvilket taler for endnu en opjustering i år, får os til at rykke vores nuværende langsigtede kurstarget på aktien op fra tidligere 420 til nu kurs 450.
Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. I Tidsskriftet FinansNyt Aktier får du uvildige handelsanbefalinger og porteføljerådgivning. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 2.000,00 + moms.
|