Novozymes offentliggjorde overraskende flot 1. kvartals regnskab

28. april 2008

Novozymes gav i sidste uge den bedst tænkelige start på den hjemlige 1. kvartals regnskabssæson, da selskabet i torsdags offentliggjorde et bedre end ventet resultat for 1. kvartal, hvilket højst overraskende fik ledelsen til at opjustere de samlede salgsforventninger i lokal valuta til året som helhed.
Som ventet er Novozymes presset af de stigende energi- og råvarepriser samt den konstant faldende dollarkurs, men presset er tydeligvis noget mindre end frygtet, hvilket blandt andet skyldes, at selskabet på dygtig vis konstant formår at øge produktiviteten, samtidig med at en del af omkostningsstigningerne væltes over på kunderne. Men også en bedre end ventet salgsudvikling i enzymer til vaskemidler og foder overraskede positivt, hvilket netop er et godt bevis på selskabets høje kvalitet, der understreger, at selskabet står stærkt på flere ben.
Novozymes opnåede i 1. kvartal et resultat af den primære drift på 372 mio. kr. mod 359 mio. kr. året før, ud af en omsætning på kr. 2.026 mio. kr. I forhold til samme periode sidste år var der tale om en fremgang i omsætningen på 5 pct. i danske kroner, men den for tiden konstant faldende dollarkurs pillede dog pynten af denne udvikling.
Hvis man ligesom FinansNyt oplever, at dollaren, som p.t. befinder sig omkring sine historiske bundområder, langsigtet kommer styrket ud af den nuværende krise, er dette blot et yderligere argument for at købe Novozymes nu, grundet selskabets relative store eksponering overfor dollaren.
Markedsforventningerne til Novozymes driftsoverskud i 1. kvartal lå i underkanten af 350 mio. kr., så ikke bare var der tale om et driftsoverskud, der blev ca. 25 mio. kr. højere end ventet, ledelsen annoncerede som nævnt også en overraskende opjustering af de samlede salgsforventninger i lokal valuta fra tidligere 11-14 pct. til nu 12-15 pct. Set i lyset af det voldsomme kursfald, som har ramt aktien det sidste halve års tid, var det bestemt en lettelse for såvel markedsdeltagerne som FinansNyt, at ledelsen i Novozymes igen gjorde det, den længe har været meget dygtig til, nemlig at overraske positivt, samt bekræfte, at Novozymes høje kvalitet grundlæggende er intakt.
FinansNyt tager konsekvensen af det overraskende stærke 1. kvartals regnskab, og rykker Novozymes op til outperform på vores anbefalingsliste med et langsigtet kurstarget på 475.

Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. I Tidsskriftet FinansNyt Aktier får du uvildige handelsanbefalinger og porteføljerådgivning. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 2.750,00 inkl. moms.