|
Meget skuffende halvårsregnskab fra Bang & Olufsen
I modsætning til FinansNyts meget positive forventninger til B&Os halvårsregnskab, så bød offentliggørelsen på en stor skuffelse. Med et resultat før skat på kun 144 mio. mod vores forventninger på 185-190 mio. kr., så var der tale om en markant skuffelse. Da ledelsen i B&O selv tidligere har udtalt, at den i indeværende regnskabsår forventede et stærkere første halvår end andet halvår, hvilket plejer at være modsat, så havde FinansNyt valgt at sætte vores forventninger til første halvår ret aggressivt. Hvis der er hold i ledelsens tidligere udtalelser, er det pludselig svært at se, hvordan B&O skal kunne leve op til sine egne forventninger om et overskud før skat i størrelsen 360-390 mio. kr. Som vi også skrev i sidste uge, så var forventningsdannelsen til B&O efterhånden meget høj, hvorfor selv en mindre skuffelse kunne sende aktiekursen noget ned. Dette sammenholdt med at Finansnyts langsigtede kurstarget på 425 i sidste uge var blevet nået, fik os da også til at halvere vores eksponering i aktien for den anbefalede portefølje. Trods skuffelsen over regnskabet fastholder vi indtil videre vores langsigtede kurstarget på 425, men i den kommende periode må det ventes, at markedsdeltagerne vil teste, hvor bunden i aktien er, hvilket meget vel kunne tænke sig at blive omkring kurs 350 niveauet. Dato: 17. januar 2005 Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 1.900,00 + moms. |
