|
Igen et stærkt regnskabs resultat fra Novo Nordisk 06. august 2007 Novo Nordisk fremlagde i sidste uge et solidt halvårs regnskab, der bød på en præcisering af vækst forventningerne til resultatet af den primære drift for året som helhed til omkring 10 pct. fra tidligere 5-10 pct. Novo Nordisk opnåede en omsætning på 20,4 mia. kr. i 1. halvår mod 18,7 mia. kr. samme periode sidste år, hvilket resulterede i et resultat før skat på 6,8 mia. kr. mod 4,2 mia. kr. i 1. halvår 2006. Udviklingen i Novos markedsandele på det amerikanske insulinmarked var ventet med nogen spænding, efter Eli Lilly i forrige uge offentliggjorde en stærkere end ventet udvikling på selskabets hurtigvirkende insulinanalog, Humalog. Trods Eli Lillys konstant stigende markedsandel i Humalog, er det tilsyneladende ikke Novo Nordisk, det går udover, idet Novo kunne fremvise en yderligere konsolidering af sin førende position på det samlede amerikanske insulinmarked til 42 pct. i 2. kvartal fra 41 pct. i 1. kvartal. Novo sidder også fortsat tungt på det globale insulinmarked med en uændret markedsandel på 52 pct. Hvis der var noget i Novo Nordisks halvårsregnskab der skuffede en smule, så var det den svagt faldende salgsudvikling i Novoseven i forhold til samme periode sidste år, men historisk svinger netop salgsudviklingen i Novoseven meget, så vi tillægger ikke den svagt faldende salgsudvikling i 2. kvartal den helt store betydning. Ledelsen i Novo Nordisk har i længere tid været imponerende dygtig til at levere konstante margin forbedringer. Således steg EBIT margin i 2. kvartal til 26,6 pct., hvilket næsten var 2 pct. højere end forventet, og set i lyset af den faldende dollarkurs må dette siges at være ret imponerende. Produktivitetsforbedringer tegner sig fortsat for en større andel af margin forbedringen, men også et bedre produkt mix, samt prisforhøjelser spiller positivt ind. Naturligvis var Novos administrerende direktør Lars Rebien Sørensen godt tilfreds med udviklingen, han står jo tydeligvis også i spidsen for et af dansk erhvervslivs flagskibe. FinansNyt tager konsekvensen af den konstant overbevisende udvikling i selskabet samt de langsigtede positive vækstudsigter, der globalt set er indenfor Novos forretningsområder. Vi rykker således aktien tilbage op på outperform på vores anbefalingsliste efter en længere periode på match. Efter vores vurdering er aktien på ingen måde billigt prisfastsat, men selskabets høje kvalitet og de positive fremtidsudsigter i sektoren gør, at vi i første omgang sætter et langsigtet kurstarget på 675 i aktien. I nogen tid har aktiekursen på Novo Nordisk handlet mellem kurs 560-570 i bunden og 610-620 i toppen. På den mere kortsigtede bane vil vi ikke blive overraskede, hvis dette handelsinterval kommer til at holde nogen tid endnu, hvorfor vi lige vælger at se tiden lidt yderligere an, inden vi eventuelt køber aktien ind til den anbefalede danske aktieportefølje. Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. I Tidsskriftet FinansNyt Aktier får du uvildige handelsanbefalinger og porteføljerådgivning. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 2.200,00 + moms. |
