God nyhedsstrøm fra Vestas gav i sidste uge stærk kursmæssig rygvind

 Vestas kunne i sidste uge igen meddele om en ny stor amerikansk ordre, hvilket klart vidner om, at Vestas fortsat har godt fat i markedet over there. Sidste uges ordre betyder efterhånden, at Vestas allerede på nuværende tidspunkt er tæt på at leve op til vores salgsforventninger til det amerikanske marked i hele 2005. Der begynder derfor allerede nu at lure en mulig opjustering af salgsforventningerne senere i år til det amerikanske marked. Yderligere er det positivt, at der verserer vedvarende rygter om, at den store efterspørgsel efter vindmøller i USA er ved at presse vindmøllepriserne op – naturligvis til stor gunst for vindmølleproducenterne.
Årsagen til den nuværende kraftige efterspørgsel er utvivlsomt, at PTC-ordningen i USA udløber ved udgangen af 2005. Sandsynligvis bliver PTC-ordningen dog igen forlænget, men på nuværende tidspunkt er det uvist hvor længe en ny forlængelse kommer til at strække sig over. Vedtagelsen af en ny lov om vedvarende energi i Kina var godt nok ventet, men efter FinansNyts vurdering var det alligevel en positiv overraskelse, at Kina har sat et mål om, at i år 2020 skal 15 pct. af al elektricitet komme fra vindkraft. Alt i alt er nyhedsstrømmen fra Vestas meget positiv, men selskabet mangler fortsat at overbevise hovedparten af markedsdeltagerne om, at selskabet også kan tjene gode penge på at producere vindmøller.
Det bliver derfor uhyre spændende at se, hvorvidt regnskabsoffentliggørelsen den 30. marts kan bringe nyt lys over situationen. FinansNyt fastholder sit langsigtede positive syn på Vestas, som efter vores vurdering rummer et stort kursmæssigt potentiale, når tingene først flasker sig.

Dato: 7. marts 2005

Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 1.900,00 + moms.