GN og William Demant faldt på flot halvårsregnskab fra Phonak
6. juni 2006
Såvel GN Store Nord som William Demant blev i torsdags kursmæssigt presset af offentliggørelsen af et overraskende stærkt halvårsregnskab fra den schweiziske konkurrent Phonak. Således formåede Phonak at opnå en organisk vækst på hele 24 pct. i et marked, der i perioden kun voksede i størrelsen 4-7 pct. Yderligere formåede Phonak at forbedre selskabets overskudsgrad fra 19 pct. til 24 pct. Den imponerende udvikling i Phonak har i sektoren skabt en klar elite i henholdsvis Phonak og William Demant, herefter befinder de øvrige aktører sig i sektoren betydelig efter disse to.
Så længe både Phonak og William Demant uden opkøb formår at opnå den nuværende meget stærke organiske vækst, vil deres fokus sandsynligvis forblive stramt rettet mod at udtømme disse muligheder, men så snart der opstår tegn på, at dampen i deres respektive organiske vækstrater tager af, forventer FinansNyt, at de i stigende grad vil rette deres fokus efter egnede opkøbskandidater, og dermed vil den ventede konsolidering i sektoren tage fart.
Efter vores vurdering er GN Store Nord fortsat en oplagt overtagelseskandidat, et forhold der bestemt ikke bliver mindre i takt med, at aktiekursen på selskabet fortsætter med at falde. Således handler GN Store Nord for nærværende til en p/e i 2006 på omkring 15, hvilket langsigtet bestemt ser interessant ud.
Efter vores vurdering er William Demant en solid kvalitetsaktie, hvilket man dog også får lov at betale for. I 2006 handler aktien p.t. således til en p/e i overkanten af 26, et niveau som per definition altid gør FinansNyt skeptisk uagtet kvaliteten.
Som FinansNyt ved flere tidligere lejligheder har påpeget, betyder et p/e niveau på en given aktie på mellem 25 og 30, at vi som nævnt per definition bliver meget skeptiske, hvilket oftest betyder, at vi går uden om aktien, uagtet at aktien på den korte bane altid ser klippestærk ud.
Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. I Tidsskriftet FinansNyt Aktier får du uvildige handelsanbefalinger og porteføljerådgivning. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 2.000,00 + moms.
|