FinansNyt: IFO indeks steg overraskende

For anden måned i træk overraskede det tyske konjunkturindeks fra IFO instituttet ved at udvise en lille stigning, mens der rent faktisk var ventet et mindre fald. For januar var der ventet et mindre fald til 96,00 fra 96,2 i december, men endnu engang overraskede udviklingen positivt, og således steg IFO i januar til 96,4 godt trukket frem af et mere optimistisk syn på fremtiden. Således steg delindekset vedrørende forventningerne til fremtiden fra 96,5 i december til 97,6 i januar. Delindekset for den aktuelle situation faldt derimod en smule fra 96,0 i december til 95,3 i januar.
Helt på linje med FinansNyts forventninger er det specielt en mere positiv udvikling i det tyske privatforbrug, der de seneste par måneder har været medvirkende til, at udviklingen i IFO indekset har overrasket positivt. Efter såvel privatforbruget som ejendomsmarkedet i en længere periode har befundet sig i en dvaletilstand i Tyskland, er det er fortsat FinansNyts holdning, at udviklingen i 2005 kommer til at overraske positivt. Sammen med det pågående reformarbejde i Tyskland er dette en stærkt medvirkende årsag til, hvorfor vi netop har peget på det tyske aktiemarked som et af de aktiemarkeder, der i 2005 sandsynligvis kommer til at klare sig allerbedst.

Dato: 31. januar 2005

Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 1.900,00 + moms.