DSV 3. kvartalsregnskab var på linje med forventningerne

Transportkoncernen DSV offentliggjorde i sidste uge et 3. kvartalsregnskab, der lå tæt op af såvel vores som markedsforventningerne.
Således opnåede DSV et primært resultat på 839 mio. kr. i de første tre kvartaler af året, hvilket stort set var på linje med vores forventninger, men en smule højre end markedskonsensus på 825 mio. kr. Den største positive overraskelse var annonceringen af et nyt aktietilbagekøbsprogram på op til 400 mio. kr. samt en mindre positiv præcisering af forventningerne til året som helhed. Således forventer ledelsen nu, at resultatet af den primære drift før nedskrivninger af koncerngoodwill og særlige poster vil overstige 1.100 mio. kr. mod tidligere forventninger om resultat af den primære drift på 1.100 mio. kr. Markedsdeltagerne reagerede dog en smule negativt ovenpå regnskabsoffentliggørelsen, hvilket efter FinansNyts vurdering skyldes, at de nuværende forventninger til selskabet efterhånden er så høje, at der ikke skal ret meget til, før markedsdeltagerne bliver skuffede. Når aktiekursen falder på annonceringen af et nyt aktietilbagekøbsprogram samt en mindre opjustering, så tør man næsten ikke tænke på, hvad der eventuelt kunne ske med kursen, hvis selskabet først offentliggjorde en negativ meddelelse. Nu er det dog bestemt ikke lige det, der ligger for, ovenpå offentliggørelsen af et 3. kvartalsregnskab, som ifølge ledelsen selv blev betegnet som værende »meget tilfredsstillende«.
Road-divisionen, som er DSVs største division, er over budgetterne for i år, og i problemlandene England og Sverige er der fortsat fremgang at spore. Cashflowet i DSV er stærkt og selskabet er godt positioneret til den kommende tids yderligere forventede konsolidering i sektoren. Naturligvis er det altid lidt problematisk, når en given aktie ikke længere stiger på positive nyheder, men i DSVs tilfælde forventer vi en fortsat positiv nyhedsstrøm på konsolideringssiden, hvilket bør understøtte aktiekursen, ligesom at vi forventer, at ledelsen i forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet kommer til at overgå den nuværende målsætning med 5-10 pct. Vi fastholder derfor vores såvel langsigtede positive syn som kurstarget på aktien.

Dato: 7. november 2005

Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. I Tidsskriftet FinansNyt Aktier får du uvildige handelsanbefalinger og porteføljerådgivning. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 2.000,00 + moms.