|
D/S Norden leverede meget flot halvårsregnskab – kurstarget hæves til 500 27. august 2007 D/S Norden leverede et kanon flot halvårsregnskab, der medførte en solid opjustering på USD 85 mio. af forventningerne til året som helhed. Således forventer ledelsen nu et overskud før skat på mellem 535-565 mio. USD inklusive gevinster fra salg af skibe, som fortsat forventes at udgøre i størrelsen USD 140 mio. Opjusteringen var så massiv, at FinansNyts tidligere udmeldte forventninger om, at årets overskud ville havne i overkanten af USD 500 mio. blev betydelig overgået. Med den fart og vækst selskabet har på, føler vi os meget overbeviste om, at også de nuværende markant opjusterede forventninger ender med at blive overgået ret betydeligt. Således forventer FinansNyt nu, at indeværende års overskud ender tæt på 600 mio. USD. Kombinationen af fortsat stigende rater på tørlastmarkedet samt at Norden har opnået en vækst på hele 44 pct. af skibsdage i løbet af det sidste år, skaber en kraftig acceleration i indtjeningen. Yderligere er det vores holdning, at selskabet oven i hatten i dag gemmer på store skjulte værdier i skibsflåden. Efter vores vurdering er skibsflåden samt optioner på køb af skibe betydelig mere værd end de bogførte værdier i dag. Dette fremgår tydeligt hver gang Norden melder om et skibssalg, hvilket hver gang fører til en markant opjustering. Hvis man ligesom os er positiv på det globale opsving godt trukket af udviklingen i Kina og Indien, ser fremtidsudsigterne for Norden de kommende år meget lovende ud, og kan ledelsen fastholde de senere års dygtige fokusering og styring, vil vi ikke blive overrasket, hvis aktiekursen på D/S Norden over den kommende 2-3 årige periode vil kunne blive fordoblet. Yderligere har vi med stor interesse hæftet os ved, at Baltic Dry Index (BDI), som p.t. befinder sig på rekordniveauet omkring 7200, nærmest var fuldstændig upåvirket kursmæssigt af den finansuro, der i øvrigt ramte de globale finansielle markeder, hvor stort set alt andet på nær obligationer (safe haven) blev negativt kursmæssigt påvirket. Vi oplever dette som et markant styrketegn og som et klart udtryk for, at BDI-indekset fremover vil kunne stige yderligere godt trukket af generelt manglende kapacitet i tørlastmarkedet globalt set. Den enorme kapacitetsefterspørgsel fra Kina og Indien vil de kommende år ikke aftage, men derimod fortsat tiltage. Vi ser da også, at mens efterspørgslen i tørlastmarkedet vokser med ca. 13 pct. på årsbasis, så vokser kapaciteten p.t. kun med ca. 6 pct. Da D/S Norden på nuværende tidspunkt allerede har foretaget en afdækning af selskabets skibsdage i 2008 på ca. 40 pct. og for 2009 ca. 20 pct., er dette stærkt medvirkende til at reducere risikoen i selskabet på den mere kortsigtede bane. Da aktien ved vores nuværende forventninger til indeværende år kun handler til en p/e omkring 7, er den fortsat billig prisfastsat. Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. I Tidsskriftet FinansNyt Aktier får du uvildige handelsanbefalinger og porteføljerådgivning. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 2.200,00 + moms. |
