|
Danske Bank offentliggjorde stærkt halvårsregnskab
Danske Bank offentliggjorde i sidste uge et meget stærkt halvårsregnskab, hvilket til fulde også var ventet. Netop derfor formåede aktiekursen på Danske Bank ikke at stige yderligere på det stærke regnskab, men blev derimod ramt af profithjemtagning. Efter at have sat alle tiders ny rekord på kurs 196,50, lukkede aktien i kurs 191,50, og i fredags var aktien under yderligere pres. Med et resultat før skat i 1. halvår på 8,4 mia. kr. forventer markedet nu et resultat for året som helhed i størrelsen 14,5 mia. kr. Udsigten til, at Danske Bank fremover får meget svært ved at overraske positivt, samt at aktien i dag handler med en præmie til sektoren, kan meget vel få mange investorer den kommende tid til at hive stikket hjem, hvilket kan sætte kursen under yderligere pres. I banksektoren er Nordea fortsat vores fortrukne valg, hvorfor vi anbefaler eventuelle investorer i Danske Bank at hive gevinsten i Danske Bank hjem for fremover at satse sin vægtning i sektoren på Nordea. Dato: 15. august 2005 |
