Danisco på vej ud af støvet tilværelse
19. februar 2007
Daniscos topchef Tom Knutzen tilhører den nye generation erhvervsledere, der efter vores vurdering stadig mere udtalt besidder de evner, der skal til for at se mulighederne i den i dag højt teknologiserede og globaliserede verden. Den energi og målrettehed, der også kendetegner den nye generation af erhvervsledere, har sammenholdt med de andre evner efter vores vurdering en vis tendens til at blive undervurderet blandt markedsdeltagerne, hvilket hurtigt kan vise sig at være en stor fejl.
Vi har senest set det i Vestas med Ditlev Engel ved roret. Da han trådte til og annoncerede sin ambitiøse plan ”The Will To Win”, var det bestemt ikke alle, der tog ham seriøst. I dag knap to år senere kan det nok være, at piben har fået en anden lyd, og Ditlev Engel er en mand man lytter til, og frem for alt har stor tillid til.
Efter FinansNyts vurdering kan Danisco meget vel være den næste store danske virksomhed med Tom Knutzen ved roret, der er på vej ind i et større tilsvarende positivt skifte. Transformeringen af Danisco er i dag allerede godt i gang med den nye organisationsstruktur som Tom Knutzen indførte sidste efterår under målsætningen ”Unfolding The Potential”. Et af målene i planen er at løfte Daniscos indtjeningsevne til 15 pct. fra de nuværende 12,8 pct. over de kommende år, men samtidig med dette sker, afsætter Danisco flere midler til forskning end nogensinde før, hvilket mere langsigtet er en meget fremadrettet strategi. Danisco satser i stigende grad på ingrediensforretningen, men også et nyt interessant forretningsområde med bioethanol er under opbygning. Ovenpå EUs seneste målsætningsplan om at, benzinforbruget i Euroland skal reduceres med 5,75 pct. og erstattes med bioethanol i 2010 taler for, at produktion af bioethanol bliver et interessant marked. Transformeringen af Danisco, hvis alt forløber vel, rummer på ingen måde det samme kursmæssige stigningspotentiale, som vi netop har været vidne til i Vestas de sidste 12 måneder, men efter vores vurdering vil vi ikke blive overrasket, hvis Danisco om 12 måneder handler 20-25 pct. højere end den aktuelle kurs i dag med udsigt til yderligere stigningspotentiale de kommende år. I indeværende regnskabsår handler Danisco p.t. til en p/e på ca. 17,0 faldende til 14,5 i næste regnskabsår.
Da FinansNyt forventer, at Danisco kommer ud af indeværende forskudte regnskabsår med et overskud før skat i størrelsen 900 mio. kr. stigende til et overskud før skat i niveauet 1,3-1,4 mia. kr. i næste regnskabsår, stemmer det på ingen måde overens med den faldende p/e i 2007/08. Efter FinansNyts vurdering byder Danisco ved den nuværende kurs således på en oplagt langsigtet købsmulighed.
Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. I Tidsskriftet FinansNyt Aktier får du uvildige handelsanbefalinger og porteføljerådgivning. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 2.200,00 + moms.
|