Coloplasts langsigtede strategi øger kurspotentialet i aktien

6. november 2006

I indeværende år handler aktiekursen på Coloplast p.t. til en p/e omkring 39, hvilket helt kortsigtet bestemt gør, at aktien ser dyr ud. Ved vores nuværende forventninger til udviklingen i 2007 og 2008 er det dog nok værd at hæfte sig ved, at p/e på aktien ved en uforandret kurs vil falde til ca. 30 i 2007 og 23 i 2008. Dette for øje krydret med ledelsens meget lovende opdaterede strategi for selskabets produktionsaktiviteter de næste 3 år, som blev offentliggjort i sidste uge, hvilket i bedste fald åbner op for et langsigtet betydelig større potentiale i aktiekursen i forhold til vores nuværende forventninger, gør, at vi nu vælger at rykke Coloplast op fra match til outperform på vores anbefalingsliste med et langsigtet kurstarget på i første omgang 550.
Ledelsens opdaterede strategi, som blev offentliggjort i sidste uge, betyder, at produktionen i Danmark samles fra seks fabrikker til tre fabrikker. Der opføres endvidere en ny fabrik i det østlige Ungarn på 20.000 kvm., som ventes at være klar i 2008. En ny fabrik i Kina er allerede under opførsel, og her ventes første fase på 20.000 kvm. at være driftsklar fra 2007.
I ledelsens strategi, der løber frem til 2012, er det således målsætningen at reducere de totale enhedsomkostninger med 5 pct. om året. Skulle ledelsen lykkes med dette, samtidig med at selskabets nuværende markedsandel fastholdes, er det langsigtede kurspotentiale i aktien betydelig højere end vores nuværende langsigtede kurstarget på kurs 550, men den tid den glæde.
I 2012 er det målsætningen, at kun 20-30 pct. af Coloplasts produktion ligger i Danmark, mens resten af produktionen er blevet flyttet ud til lavlønslande. Dette er en stor del af hele drivkraften i ledelsens målsætning om at reducere enhedsomkostningerne med 5 pct. om året frem til 2012.

Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. I Tidsskriftet FinansNyt Aktier får du uvildige handelsanbefalinger og porteføljerådgivning. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 2.200,00 + moms.