Bang & Olufsen leverede som ventet et flot 3. kvartals regnskab

24. april 2006

I uge 3 ovenpå offentliggørelsen af B&Os skuffende halvårsregnskab skrev FinansNyt dengang, at vi i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets 3. kvartals regnskab her til april ventede at se et 3. kvartalsregnskab, der for alvor ville springe i øjnene, blandt andet fordi de nye produktlanceringer op til jul ville vise sig at være gået som varmt brød, samt at ledelsen i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets 3. kvartals regnskab ville opjustere forventningerne til årets resultat til 430-450 mio. kr. fra tidligere forventninger 400-430 mio. kr.
Sidste uges regnskabsoffentliggørelse viste, at vores forventninger dengang stort set ramte plet. Godt nok opjusterede ledelsen i denne omgang kun forventningerne til årets resultat til 420-440 mio. kr., hvilket efter FinansNyts vurdering dog højst sandsynligt fortsat vil vise sig at være en smule for konservativt. Vi forventer ovenpå det solide 3. kvartals regnskab, at årets resultat kommer til at ende på 450-460 mio. kr., hvilket vi får vished om når selskabets årsregnskab til august offentliggøres. Kombinationen af de nye produktlanceringer, som lover rigtig godt for salget de kommende år samt en forbedring af marginudviklingen gør, at FinansNyts forventninger til B&Os resultat før skat de kommende år vil vokse med ca. 100 mio. kr. om året til omkring 550 mio. kr. i regnskabsåret 2006/07 og 650 mio. kr. i regnskabsåret 2007/08.
Kommer disse positive forventninger til at holde stik, er der efter vores vurdering ingen tvivl om, at aktiekursen på B&O langsigtet kommer højere, trods det forhold at aktien p.t. handler til en p/e omkring 27, hvilket kortsigtet bestemt betyder, at aktien ikke er billigt prisfastsat. Offentliggørelsen af B&Os solide 3. kvartalsregnskab krydret med FinansNyts langsigtede positive forventninger til selskabet gør dog, at vi rykker vores nuværende langsigtede kurstarget op fra tidligere 750 til nu kurs 800, samtidig med at vi naturligvis fastholder aktien på vores anbefalingsliste under outperform. Skulle aktien den kommende tid blive udsat for lidt profithjemtagning, hvilket efter vores vurdering meget vel kunne sende aktiekursen en tur ned for at teste niveauet mellem kurs 700-725 niveauet, vil vi for den anbefalede aktieportefølje købe en post på 2,5 pct. i aktien.

Ovenstående er et lille udpluk af denne uges udgave af Tidsskriftet FinansNyt Aktier. I Tidsskriftet FinansNyt Aktier får du uvildige handelsanbefalinger og porteføljerådgivning. Du kan nemt prøve Tidsskriftet FinansNyt Aktier i 12 måneder ved at klikke på ”Bestil” og købe 12 måneders prøveabonnement til kr. 2.000,00 + moms.